Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Barnets hverdag i Børnegården

Her kan børnene frit vælge, om de vil være ude eller inde og selv vælge legesteder og legekammerater på tværs af alder og grupper. Børnene har mulighed for at fordybe sig i legen, og der er plads og rum til de spontane aktiviteter. Det frie valg til aktiviteter og legesteder vægtes, således at barnets valg er styret af lysten og motivationen. Men samtidig skal børnene være i stand til at kunne indgå i strukturerede aktiviteter.

Ude er der bare så dejligt! Børnene kan se og opleve dyrerne i de udendørs bure, -voliere og -indhegninger.  Gårdspladsen er indrettet med forskellige legeredskaber - gynger, sandkasse, legehus og vandlegsareal, hvor vandet samles fra tagene i en opsamlingstank. Når der åbnes for hanen ledes vandet ud på gårdspladsen, så børnene kan lege og eksperimentere med vandet.  I Børnegårdens store gamle have er der drivhus, havebassin og bålplads. Der er en ”jungle” med tarzanbane, cykelbane, hytter og et "Tornerose slot". Derudover er der en lille bakke med rutsjebane, der fungerer som kælkebakke om vinteren.

Børnegårdens stuehus er indrettet med de samme faciliteter som i en traditionel børnehave. I gårdens udbygninger er der en lade med halm, en teaterscene og motorikrummet "Spiloppen". I stalden er der forskellige dyr: katte, høns, fugle, kaniner og geder. Derudover er der et opvarmet værksted med adgang til et udetoilet.

Barnet er tilknyttet en børnegruppe, hvor der er en primær voksen, der som hovedregel følger barnet hele børnehavetiden. Gruppen er samlet ved frokost, tilrettelagte aktiviteter og ved ture ud af huset eksempelvis svømning hver 14. dag for de næstældste og ældste børn.

Hos os skal det være et trygt, rart og hyggeligt sted at være med børn og voksne, der har tillid til hinanden og som føler sig hjemme. Barnet skal føle sig set og forstået, og hvor det opmuntres i et anerkendende miljø.

Børnene lærer at være selvstændige og samtidig at være en del af et fællesskab. Vi prioriterer gensidigt respekt højt, bl.a. i arbejdet med ”Fri for mobberi”. Børnene lærer ansvarlighed ved konsekvens af egne handlinger.

Vi ønsker at give børnene indblik - og deltagelse i årets gang på vores bondegård. De lærer at omgås dyr og den natur der omgiver dem, og den virkelighed der ligger bag.

Personalet arbejder strategisk placeret, så der er voksne både ude og inde i løbet af dagen. Vi har det privilegium at kunne arbejde med det, vi hver især brænder for. Det giver engagerede voksne, der giver deres viden videre til børnene, som får lyst til at deltage og derved lærer og erfarer. Ofte er aktiviteterne udsprunget af børnenes interesser og temaer fra årets gang på gården.

Forældrene er vores vigtigste samarbejdspartnere. Gennem et godt samarbejde skaber vi i fællesskab en god og åben dialog, der er medvirkende til, at barnet kan trives i hverdagen, - med respekt for, at barnet er forældrenes.